Fælleshaven

SKOVLY FÆLLESHAVE

I april 2025 overtog haveforeningen haveloddet Skovlyvej 4 med det formål at etablere en fælleshave. Her kan haveejerne mødes til fælles aktivitetsdage, forsyne sig med udbytte fra haven og drivhuset samt benytte havens faciliteter, der er til fælles gavn og glæde for alle haveejere i Haveforeningen Skovly.

Fælleshaven består af et kolonihavehus på ca. 20 m2 og en have på ca. 400 m2. I løbet af sommeren 2025 blev huset renoveret og malet og efterfølgende indrettet med loppefund og møbler doneret af forskellige haveejere. På husets ene væg er der lavet et lille museum med historiske billeder og kopier af dokumenter tilbage fra 1946, hvor foreningen blev grundlagt.

I selve haven er der lavet en bålplads med grillstativ og træstubbe til at sidde på samt en holder til brænde bygget af en af haveejerne. Han har også bygget "Bytteboden" af genbrugsmaterialer. Her kan man stille afgrøderne fra Fælleshavens drivhus og alle haveejerne kan stille deres egne overskydende afgrøder (frugt, grønt, bær, blomster m.m.), så andre haveejere kan få glæde af det. Alt i "Bytteboden" er gratis og princippet er, at man giver det man kan og tager hvad man har brug for.

BRUG AF FÆLLESHAVEN OG FÆLLESHUSET

Alle haveejere kan frit benytte selve haven i sæsonen fra 1. april tom. 30. september.

Alle er velkomne til at benytte havens faciliteter herunder borde-bænkesæt, havemøbler samt bålpladsen. Brændestakken bliver fyldt op løbende, men vil man være helt sikker på at kunne lave bål ved bålpladsen, skal man selv medbringe brænde. Bagved huset forefindes forskellige havespil, som frit kan benyttes.

Ønsker man at have selve haven for sig selv til et privat arrangement, kan man leje den for et gebyr på 100 kr. per døgn.

Ønsker man at benytte selve huset til f.eks. en fødselsdagsfest eller overnattende gæster, kan huset lejes for et gebyr på 100 kr. per døgn.

Gebyret er et tilskud til at dække drift- og vedligeholdelsesudgifter til Fælleshuset herunder gas, petroleum, fugtposer, reparationer, forsikring m.m.Der opkræves herudover et depositum på 500 kr., som tilbagebetales efter opholdet medmindre der er opstået skader under lejeperioden eller slutrengøringen er mangelfuld.

Reglerne for leje af huset er:

  • Fælleshaven kan kun lånes af Skovly haveejere til eget brug.
  • Haveejeren er ansvarlig for at Skovlys generelle ordensregler overholdes under hele låneperioden af Fælleshaven.
  • Fælleshaven kan kun lånes i sæsonen: fra 1. april tom. 30. september
  • Låneperioden kan max vare 3 døgn
  • Overnatning er tilladt max 2 sammenhængende nætter.
  • Det er tilladt at gæster til Skovly haveejere overnatter i Fælleshuset.
  • Tobaksrygning er ikke tilladt indenfor i huset
  • Huset skal forlades i samme tilstand dvs. service skal være rengjort, gulvet skal være fejret og vasket, bordene skal være tørret af.
  • Affald skal tages med eller anbringes i affaldsbeholderne.
  • Ved manglende rengøring tilbageholdes det fulde depositum på kr. 500,-
  • I tilfælde af noget går i stykker eller der opstår en større skade under låneperioden, der overstiger depositummet på kr. 500,- sendes en regning til lejer på det resterende beløb.
  • Eventuelle skader opstået i løbet af lejeperioden dækkes af lejers egen ansvarsforsikring.

Beskrivelse:

I Fælleshuset er der spisebord og 10 stole, sovesofa til to personer, sofabord, køkkenvask, petroleumsovn, to kogeplader til gas, gasflaske og service til ca. 30 personer. Man skal selv medbringe rengøringsmiddel, håndklæder, viskestykker, karklude og evt. sengetøj, dyner og puder.

Huset er uopvarmet, opvarmning foregår med petroleumsovnen. Der er i huset ikke el, internet, toilet eller rindende vand. Vand til opvask m.m. hentes på havegangen på Gang B.

Booking:

Ønsker du at leje haven eller huset, så kontakt Helle i have nr. 29 på mobil: 6060 7819